Public cloud-træerne vokser ikke ind i himlen

Når vi i Dell Technologies taler med vores kunder om, hvordan it bedst muligt kan understøtte deres forretningsudvikling og digitale transformation, er cloud altid på agendaen. Naturligvis, fristes jeg til at sige. For der er ingen tvivl om, at cloud er i kraftig vækst hos langt størstedelen af de danske virksomheder. Men samtidig oplever vi, at der hersker en vis portion begrebsforvirring omkring cloud computing, og der er flere forskellige fortællinger om cloud alt afhængig af, hvem virksomhederne taler med.

I it-branchen taler vi om public cloud, private cloud, hybrid cloud og multicloud som forskellige modeller og om Infrastructure-as-a-Service, Platform-as-a-Service og Software-as-a-Service (IaaS, PaaS, SaaS) som forskellige leverancer. Jeg kan derfor godt forstå, at mange virksomheder, hvis primære forretning ikke er it, kan opleve forvirring.

Hvad er op og ned i cloud?

For nyetablerede virksomheder giver det rigtig god mening at fokusere på public cloud i så høj grad som muligt. Her taler vi typisk om, at virksomheden er født i skyen, og arbejdsprocesserne kan dermed tilrettelægges, så de passer til de mange standardløsninger for CRM, økonomi, projektstyring, fildeling mv. i skyen.

For store veletablerede virksomheder er situationen imidlertid mere kompleks. Her anvender mange virksomheder private cloudmiljøer. De minder teknologisk set om public cloud, men hvor public cloud er tilgængelig for alle, er private cloud-tjenester kun tilgængelige for udvalgte brugere via virksomhedens private netværk eller via internettet. Det giver de samme fordele som public cloud ift. skalérbarhed og elasticitet, samtidig med, at der typisk er et generelt højere sikkerhedsniveau. Det er især tilfældet for opbevaring og beskyttelse af personlige og personfølsomme oplysninger, hvor mange europæiske virksomheder, grundet GDPR, har bekymringer om at lægge deres data i hænderne på public cloud-leverandører fra USA, Kina og i det hele taget lande uden for EU.

Flere og flere virksomheder kombinerer derfor private cloudmiljøer med offentlige cloudmiljøer. Det kalder vi også hybridcloud eller multicloud, når der er tale om adskillige cloudløsninger. Med multicloud kan virksomheder drage fordel af at skalere it-tjenester ved f.eks. at flytte deres workloads mellem forskellige clouds.

Multicloud er i kraftig vækst

Ifølge en ny analyse, som IDC Nordic har gennemført på vegne af Dell Technologies, benytter to ud af tre danske virksomheder mere end én cloudløsning. Faktisk benytter mere end hver fjerde virksomhed (26 pct.) sig af fire eller flere private clouds, og de forventer, at dette tal vil stige i løbet af de næste to år. Det skyldes, at mange it-afdelinger oplever, at det er alt for kompliceret at drive avancerede, branchespecifikke og egenudviklede applikationer i en public cloud, selvom mange public cloud-leverandører har en anden udlægning af mulighederne og begrænsningerne.

Virksomhederne har således fået øjnene op for, at der ikke findes én cloudløsning eller cloudplatform, der matcher deres mangeartede behov. De er blevet langt mere bevidste om styrkerne og svaghederne ved de forskellige typer af cloud-løsninger. Især når der er tale om komplekse applikationer, fravælger virksomhederne, ifølge IDC-analysen, i stigende grad public cloud, og generelt ønsker de ikke at lægge alle deres æg i én og samme kurv.

Pas på faldgruberne i cloudrejsen

Hvis man som virksomhed ikke får grebet cloudrejsen rigtig an fra starten af, kan der hurtigt opstå en række bump på vejen, og de kan have langvarige konsekvenser. I Dell Technologies ser vi typisk fire faldgruber, som vi hjælper virksomhederne med at navigere uden om:

  • Flytning af workloads: Mange virksomheder slås med workload-mobilitet, hvor de ikke på smidig vis er i stand til at flytte deres workloads på tværs af public og private clouds.
  • Migrering af data: Det samme gør sig gældende med flytning af data, hvor halvdelen af de adspurgte virksomheder i IDC-analysen svarer, at de oplever problemer med dette.
  • DevOps: Hver cloudleverandør har desuden sine egne udviklingsværktøjer, som virksomhederne også skal tage højde for i deres cloudanvendelse. Så her handler det om at få ensrettet disse værktøjer.
  • Sikkerhed er til stadighed en af de allerstørste udfordringer og bekymringer for virksomhederne – også når det kommer til cloud. Her har hver cloudleverandør sin egen sikkerhedsløsning, så virksomhederne kan risikere at skulle arbejde med mange forskellige sikkerhedsløsninger, der ikke nødvendigvis spiller sammen, hvilket kan give sårbarheder.

En velovervejet cloudstrategi er vejen frem

Der er ingen tvivl om, at en cloudløsning kan understøtte danske virksomheders forretning og drive den digitale transformation. Men før de når så langt, kræver det, at der er klarhed over, hvilken løsning de skal vælge. Vælger man den forkerte løsning, kan det hurtigt koste tid og penge. Man skal derfor altid udarbejde en velovervejet cloudstrategi, der i sidste ende skal sikre, at virksomhederne både optimerer på it-driften og it-omkostningerne samt reducere bekymringerne, når blot de forstår styrkerne og begrænsningerne i de individuelle cloudmodeller.

Hvis du vil vide mere om, hvordan virksomheder i Norden benytter cloud, kan du downloade multicloud-rapporten fra IDC Nordics her.

Om forfatteren: Poul Kjeldgaard

Poul Kjeldgaard er Field CTO hos Dell Technologies i Danmark. I sit arbejde hjælper han Dell Technologies’ kunder med at nå deres digitale mål ved hjælp af de nyeste teknologier.