Manglende diversitet i teknologibranchen er skidt for samfundet

Women in Technology - Dell Technologies Forum 2018 Copenhagen

Diversitet er blevet en prioritet i virksomheder over hele verden. Det er det også hos Dell EMC, hvor vi har et stort fokus på området og ønske om, at teknologibranchen skal være mere inkluderende.

Som en del af Dell Technologies Forum 2018 i København afholdt vi en netværksfrokost sammen med The American Chamber of Commerce. Fokus for arrangementet var, hvordan mangfoldighed kan føre til relevante teknologier for samfundet.

For at få svar på det spørgsmål havde vi sammensat et panel bestående af forskellige erhvervsledere, iværksættere og eksperter. En af paneldeltagerne var Camilla Ley Valentin, der er CCO og medstifter af danske Queue-IT. I forbindelse med arrangementet har vi snakket med hende om, hvorfor det er vigtigt at fokusere på diversitet i teknologibranchen, og hvad de største udfordringer er for diversiteten i branchen.

Ifølge Camilla bliver teknologivirksomheder nødt til at fokusere på diversitet, fordi det i sidste ende går ud over alle, hvis udviklerne ikke afspejler samfundet. Hun pointerer, at hvis en udviklingsafdeling f.eks. kun består af mænd, er der risiko for, at der ikke vil blive udviklet teknologi målrettet kvinder.

“Vi kan se, at meget af den teknologi, der bliver udviklet af kvinder, er henvendt til kvinder. Jeg tror, at der er mange af disse teknologier, der aldrig var blevet opfundet, hvis det udelukkende var mænd der arbejdede i teknologibranchen. Derfor er det bydende vigtigt, at vi får langt mere diversitet i it-branchen – ikke kun for vores egen skyld, men for hele samfundets skyld,” fortæller Camilla Ley Valentin, der mener, at it-branchen har brandet sig forkert ved at sætte et hovedfokus på kodning og det tunge, tekniske aspekt.

“Når jeg sidder med en gruppe af unge kvinder, oplever jeg ofte, at de ikke er interesseret i at arbejde som programmører eller i at arbejde i en teknologivirksomhed, men hvis man spørger, om de vil arbejde for Instagram, så er det en helt anden sag. Det handler nemlig om, hvordan man italesætter teknologibranchen,” påpeger Camilla. Derfor mener hun også, at det er vigtigt at sætte fokus på problemet nu, så man fra en tidlig alder oplever, at teknologibranchen ikke kun handler om nuller og 1-taller.

“Vi har brug for, at der kommer et teknologifag på skoleskemaet, så børn allerede fra en tidlig alder kan se, at teknologi ikke er tungt og kedeligt. Det er et kreativt fag, som både er for drenge og piger,” siger Camilla.

Det er en kendt sag, at de kvindelige programmører er få og derfor er meget eftertragtede.

“Manglen på kvindelige programmører er den største udfordring for it-branchen, og derfor skal man skabe diversitet gennem andre jobfunktioner. Det kunne f.eks. være gennem HR-afdelingen eller den grafiske afdeling i en virksomhed. Det handler i bund og grund om, at man som virksomhed har så meget diversitet som muligt, uanset jobfunktion,” fortæller Camilla og afslutter:

“Desuden er det afgørende, at teknologivirksomheder gør sig umage med at lave jobopslag, der appellerer til alle. Virksomhederne skal også vise diversiteten til omverdenen – f.eks. i form af billeder på deres hjemmeside eller på de sociale medier.”

Om Camilla Ley Valentin
Camilla Ley Valentin er CCO og medstifter af teknologivirksomheden Queue-IT, der leverer digitale køsystemer til virksomheder over hele kloden. Hendes virksomhed har medarbejdere fra 27 forskellige lande, og kvinder udgør 40% af alle de ansatte. Tidligere har Camilla blandt andet arbejdet for AP Møller Mærsk og Nykredit.

Marie Querriere, Marketing Manager Infrastructure Solutions

 AmCham logo

Om forfatteren: Marie Querriere

Marie har været hos Dell EMC i to år, hvor hun både har siddet i salg og nu som marketing manager for Dell EMCs datacenterløsninger. Marie har tidligere beskæftiget sig med marketing på bureau og kommer fra Copenhagen Business School, hvor hun har en kandidat i marketing.