Hjemmeundervisning bliver bedre med den rette teknologi

Selvom flere skoler så småt er begyndt at åbne igen, må mange elever og studerende forberede sig på, at en del af undervisningen fortsat kommer til at foregå virtuelt.

Selvom flere skoler så småt er begyndt at åbne igen, må mange elever og studerende forberede sig på, at en del af undervisningen fortsat kommer til at foregå virtuelt.

Den globale sundhedskrise har sat skolerne og uddannelsesområdet i Danmark på en stor prøve. Elever og studerende deltager enten helt eller delvist i undervisningen hjemmefra, og det skaber udfordringer for både lærerne, sammenholdet og kvaliteten af undervisningen. Derfor er det nødvendigt med de rigtige teknologier, for at hjemmeundervisningen kan foregå optimalt for alle.

Lyd og billede er afgørende for digital læring

Både pædagogisk og fagligt har lærere og undervisere i løbet af det seneste år måtte erfare, at der er meget stor forskel på at undervise virtuelt og i et fysisk klasseværelse. Selvom der efterhånden findes mange forskellige digitale værktøjer og programmer, der f.eks. bygger på gamification og kan være med til at variere undervisningen, bliver den naturlige dialog mellem alle påvirket og svækket.

En af de vigtigste faktorer for digital undervisning er lyd. Hvis lydoplevelsen er dårlig, vil læringsoplevelsen også blive dårlig, hvilket bremser den flydende dialog i et klasseværelse. Dernæst har vi video: Vi lærer og interagerer enormt meget gennem kropssprog, og derfor er kombinationen af lyd og billede vigtig for en god indlæring.

Opgrader de digitale læringsværktøjer

Pandemien har givet os mange nye erfaringer – meget hurtigt. Den udvikling, der normalt ville tage 5-6 år, har verden gennemgået på 12 måneder. Og selvom flere så småt begynder at vende tilbage til skolerne, vil vi tage både gode og dårligere erfaringer fra den digitale undervisning med videre. Den digitale undervisning har utvivlsomt begrænsninger, bl.a. på social interaktion, som vores børn og unge i den grad savner. En ny undersøgelse fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet, der er foretaget under den 2. skolenedlukning, viser da også, at rigtig mange elever har svært ved at følge med i undervisningen og mangler kontakt til lærerne. Omvendt har den virtuelle undervisning åbnet nye muligheder, hvor man ikke er bundet af sted.

Én ting er dog sikkert: Uanset i hvor stort omfang digital undervisning bliver en del af hverdagen i fremtiden, er teknologien og udstyret central for læringen og oplevelsen – både for lærere og elever. Elever med nyt og optimeret udstyr, der har en høj ydeevne og god billed- og lydkvalitet, har således en klar fordel over de elever, der sidder på gamle pc’er, der måske synger på sidste vers. Ligeledes har lærerne behov for løsninger, der passer til deres behov, når de skal køre beskedapps, video og andre værktøjer på samme tid. Her kan flere skærme sikre dem et bedre overblik.

Målet skal være, at eleverne næsten ikke oplever forskellen på at sidde derhjemme fremfor i et klasseværelse. Når lærerne underviser elever fysisk og virtuelt på samme tid, kan platforme som Microsoft Teams og Office 365 være værdifulde. Det gør det både muligt at vise samme materiale til eleverne i klassen og derhjemme samtidig og interagere med alle på én gang.

Her er det nødvendige udstyr til den bedst mulige hjemmeundervisning:

  1. Computer – Elever har brug for en bærbar computer, der passer til deres behov. Hvis det er til de yngste elever, bør den f.eks. være noget mere robust end en standard bærbar computer, da omtanken for behandlingen af udstyret ikke altid er lige så høj, som hos de ældre elever og studerende. Computeren skal have et brugervenligt operativsystem, såsom Windows 10, samt den nødvendige software til kommunikation og samarbejde, såsom Microsoft Teams og Office 365. En tablet kan også godt fungere.
  2. Skærm, tastatur og mus – De små, kompakte pc’er er blevet almindelige i skolerne. Men skærmen på den bærbare computer bliver ofte for lille at arbejde på, når man benytter den over længere tid. For at sikre god ergonomi samt et ordentligt overblik over undervisningen, er det derfor nødvendigt med en ekstern skærm, tastatur og mus.
  3. Hovedtelefoner eller højtalere: De indbyggede pc-højtalere giver ofte ikke den bedste lyd, hvilket er en vigtig forudsætning for læring. Hovedtelefoner med en indbygget mikrofon, der sidder komfortabelt over ørerne, giver en bedre dialog og oplevelse for både elever og lærere.
  4. Eksternt webcam: Når du arbejder på en ekstern skærm, fungerer et eksternt webcam, der kan fastgøres øverst på skærmen, ofte bedre end det indbyggede kamera. Det giver en bedre vinkel og billede, hvilket styrker kommunikationen mellem elev og lærer.
  5. Internet: En stabil og hurtig internetforbindelse er afgørende for, at kan deltage ordentligt i undervisningen hjemmefra. Overvej derfor om hastigheden i hjemmet bør opgraderes, og sørg så vidt muligt for, at computeren tilkobles internettet direkte via Ethernet-stik for at sikre den mest stabile og hurtigste forbindelse.

Du kan læse mere om, hvordan du finder den rigtige computer til hjemmeundervisning her.

Om forfatteren: Christian Riise

Christian Riise er kommunikations- og marketingdirektør i Dell Technologies Danmark. Han arbejder på tværs af både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for at styrke Dell Technologies’ position på det danske marked.