Girls’ Day in Science hos Dell Technologies

Onsdag den 30. september får vi besøg af 33 piger fra 8. klasse til Girls’ Day in Science hos Dell Technologies.

Pigerne vil på dagen møde nogle af vores kvindelige rollemodeller, der vil dele deres personlige historier om uddannelse og karrierevalg. Derudover vil vi, gennem workshops og praktiske opgaver, give en forsmag på, hvordan Dell Technologies arbejder med salg og markedsføring. Vi vil også komme ind på, hvordan pigerne bedst muligt brander sig til deres drømmejob, hvordan teknologi hjælper til en bedre verden samt vores social impact-indsats, hvor vi bl.a. anvender havplastik til vores produkter.

Hos Dell Technologies er diversitet en vigtig succesfaktor. Men mange stillinger i it-branchen domineres stadig af mænd. Derfor vil vi gerne vise piger, allerede i folkeskolen, at it-branchen kan være mere end blot hardware og software  – og at der er spændende og ambitiøse karrieremuligheder til alle.

Det er Naturvidenskabernes Hus og deres netværk for skole-virksomhedssamarbejde, Tektanken, der står bag Girls’ Day in Science. Maiken Lykke Lolck, direktør og ekspert i piger og STEM (Science, Technology, Engineering og Mathematics), fortæller, at mødet med de kvindelige rollemodeller betyder meget for pigerne:

“Vi ved, at det især for piger er vigtigt at møde nogen, de kan spejle sig i, når de skal træffe valg om uddannelse. Derfor er mødet med de kvindelige rollemodeller hos arrangørerne et bærende element i Girls Day in Science,” fortæller hun og fortsætter:  “Det plejer at være en rigtig god dag for pigerne. Det er ude i virkeligheden, at de for alvor kan se og opleve, at man kan gøre en kæmpe forskel med naturvidenskabelige kompetencer.”

Hos Dell Technologies glæder vi os til at byde pigerne velkommen, og give dem et indblik i vores verden og hverdag.

Hvis du vil vide mere om, hvordan det er, at være kvinde i den tekniske del af it-branchen, kan du læse eller genlæse interviewet med Eva Kirkegaard her. Du kan også læse Nicolai Morecos blogindlæg om, hvorfor han mener, at diversitet er en afgørende faktor for virksomheders succes her.

Fakta om Girls Day in Science

Girls Day in Science er en landsdækkende kampagne, der sætter fokus på manglen på kvinder og piger inden for it, teknologi og naturvidenskab. På dagen besøger piger fra grundskolens udskolingsklasser og gymnasiet virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, biblioteker og museer i hele landet for at få et indblik i en karriere inden for de områder. I år er det ottende gang, at Naturvidenskabernes Hus afholder Girls’ Day in Science.

Ønsker du at få indsigt og inspiration fra vores eksperter leveret direkte til din indbakke, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Sara Cheng, Dell EMC

Om forfatteren: Sara Cheng