Fremtidens arbejdsplads er hybrid

Det er velkendt, at vi mennesker har det med at overvurdere forandringer på kort sigt og undervurderer dem på lang sigt. Da den globale sundhedskrise ramte ud af det blå, blev alle forudsigelser om den hybride arbejdsplads overhalet af virkeligheden.

Det pludselige behov for hjemmearbejde har lært os, at arbejdsstyrken vil blive mere hybrid, mobil og fleksibel, og måden, vi arbejder på, er under stor forandring. Medarbejderne kommer ikke blot til at arbejde fra kontoret eller hjemmet, men vil arbejde på tværs af hovedkontoret, satellitkontorer, hjemmet, hos kunder og leverandører, på forretningsrejser – og mange andre steder.

Men hvilke konsekvenser kommer den hybride arbejdsform så til at medføre på den lange bane?

Arbejdsdagen i morgen bliver anderledes end i går

Vi befinder os lige nu ved et stort vendepunkt. Flere undersøgelser viser, at mange danskere faktisk har nydt at arbejde hjemmefra – og en stor del ønsker flere hjemmearbejdsdage i fremtiden.

Det er en global tendens, og mange internationale virksomheder har allerede omfavnet deres medarbejderes ønsker: Twitter har meldt ud, at deres medarbejdere ikke behøver komme tilbage på kontoret – nogensinde. Siemens har fortalt deres medarbejdere, at de 2-3 gange om ugen kan arbejde, hvorfra de vil. Og hos Dell Technologies forventer vi, at omkring halvdelen af vores ansatte udelukkende vil arbejde hjemmefra fremover.

Hvordan fremtiden for arbejdsstyrken præcist kommer til at se ud, er stadig uklart, men én ting er sikker: Det er nu, vi skal sikre, at den bliver en succes.

Nye normer for det hybride arbejde

Det hybride arbejde er på mange måder et helt nyt format. Som med alt nyt følger gamle vaner med – og med tiden vil ny adfærd, og nye måder at arbejde på, udvikles.

Da nedlukningen ramte Danmark, blev den virtuelle arbejdsplads en realitet og især videomøderne blev symbolet på vores kontor-skeuomorfisme: ”Vi må fortsætte med at holde møder, for det har vi altid gjort”. Men vores adfærd ændrer sig i takt med, at vi bliver mere vant til nye arbejdsformer, og med tiden vil nye normer inden for det hybride arbejde blive standardiseret.

F.eks. har vores fysiske arbejdsplads – historisk set – været dér, hvor vi arbejdede. Men i dag er det stort set slut med at sammenligne kontortid med effektivitet. I stedet ser man på det leverede arbejde og effekten heraf. Ikke hvor eller hvornår det gøres, men hvad der gøres.

Forholdet mellem arbejdsgivere og ansatte ændrer sig

Med en hybrid arbejdsstyrke kan arbejdsgiverne drive en fleksibel organisation, der kan drage nytte af talentfulde medarbejdere fra hele verden.  Medarbejderne får et mere frit arbejdsliv, hvor de selv kan bestemme hvor, hvordan og hvornår, de arbejder. Og selvom det lyder som en win-win for alle, kræver det de rigtige overvejelser fra virksomhederne. Medarbejderoplevelsen skal f.eks. defineres på ny. Hvis virksomhederne skal gøre sig attraktive overfor nye talenter, handler det ikke længere om gratis kaffe, frokostordninger eller yogahold på kontoret, men i stedet om at være mest fleksible og hybride.

Med en hybrid arbejdsplads ændres ansvarsområderne for virksomhedsfunktionerne sig ligeledes. It-afdelingen, HR og ledere skal ikke længere kun sørge for at sikkerheden, ergonomien og trivslen er i orden på kontoret, men nu også i medarbejdernes hjem.

Skab en god hybrid kultur

I takt med at medarbejderne er mindre på den fysiske arbejdsplads, kan der opstå en kløft mellem medarbejderne og deres tilhørsforhold til både virksomheden og deres kollegaer. For at sikre, at man skaber en stærk og sund ny kultur, er det vigtigt, at virksomhederne bl.a. fokuserer på nedenstående:

  • Medarbejdernes velvære skal fortsat være førsteprioritet – også selvom de ikke længere befinder sig på den fysiske arbejdsplads.
  • Kulturen skal vedligeholdes, og der skal opbygges en stærk teamspirit – på trods af fjernarbejde.
  • Samarbejdet skal styrkes i de forskellige teams, så alle medarbejdere føler sig inkluderede og så der ikke opstår siloer.
  • Tag stilling til, hvordan I bedst videndeler, så vigtig information ikke går tabt. Læg også en strategi for, hvordan nye medarbejdere bliver bedst muligt on-boardet og integreret på arbejdspladsen.

Du kan læse mere om fremtidens arbejdsplads i dette blogindlæg: Bliver fremtidens arbejdsform enden på det traditionelle kontor?

Om forfatteren: Anders Bækgaard