Fem forudsigelser for det kommende år

I Danmark er vi ofte blandt de første til at tage ny teknologi til os, og det skal vi være glade for. Her hos Dell EMC har vi i løbet af 2018 oplevet, hvordan verden i høj grad har omfavnet den digitale transformation. Hvis vi vil være konkurrencestærke i fremtiden, er det vigtigt, at vi fortsætter med dette – men hvad har fremtiden at byde på inden for it og teknologianvendelse? Og hvilke teknologier og tendenser vil påvirke den digitale dagsorden i 2019? Det vil jeg komme med mit besyv på her – set, fra en global teknologivirksomheds perspektiv, med øjne på danskernes hverdagsliv.

Vores hverdag bliver smart

Henover år 2018 oplevede vi, hvordan de mange digitale assistenter begyndte at kommunikere på dansk. Som tiden går, vil vi se dem udvikle sig samt lære brugerne at kende, og der hersker ingen tvivl om, at de digitale assistenter vil blive optimerede til at kunne hjælpe os langt bedre.

Vi vil dog også se andre digitale tjenester, der kan hjælpe os. Alt tyder på, at 2019 bliver året, hvor danskerne tager IoT-produkterne til sig. Med dem vil vi begynde at forbinde vores dagligdag med køleskabet, kaffemaskinen og naturligvis tv’et. Det er dog ikke kun i hjemmet, at vi forbinder vores liv digitalt. På arbejdspladsen vil vi også opleve, at kunstig intelligens og machine learning gør os mere effektive. F.eks. vil computeren i fremtiden åbne programmer op på det rette tidspunkt, eller selv regne ud hvornår den skal starte om morgenen.

Det smarte hjem bliver hackernes næste mål

De fleste danskere har efterhånden nogenlunde styr på antivirus og suspekte mails med mærkelige links. Når vi forbinder vores hjem og de mange nye IoT-enheder til den digitale verden, skal vi også være opmærksomme på de risici, der følger med. Mange IoT-produkter på markedet er forsynet med standard-passwords, hvilket gør det nemt for folk med ondsindede hensigter at skaffe sig adgang til vores hjem. Derfor vil vi se et øget fokus fra hackernes på at skaffe sig adgang til det smarte hjem i 2019 og årene frem. Det betyder desuden, at virksomhederne også skal være opmærksomme på denne sikkerhedstrussel, når medarbejderne tager arbejdscomputeren med hjem og logger den på deres private WiFi.

Arbejde er en aktivitet – ikke et sted

At arbejde fra ni til fem hører fortiden til. De fleste virksomheder tilbyder deres medarbejdere fleksible arbejdstider eller lader dem tage hjemmearbejdsdage. Desværre kræver møderne i ens kalender ofte, at man skal mødes fysisk for at løse en opgave. Hos Dell EMC tror vi fuldt og fast på, at 2019 bliver året, hvor avancerede samarbejdsværktøjer for alvor slår igennem. På den måde kan man deltage i møder og samarbejde med kolleger i Assens – også selvom man sidder i Austin. Det giver fuld fleksibilitet i medarbejdernes arbejdsliv.

Generation Z flytter ind

I 2019 vil den nye Generation Z gradvist rykke ind på arbejdsmarkedet. Unge i Generation Z er typisk født efter 1995. De er vant til internet og sociale medier, og deres indtog vil skabe en arbejdsstyrke, der indeholder hele fem generationer og er mangfoldig, fordi den både inkluderer masser af livserfaring, erhvervserfaring og ikke mindst teknologierfaring. 98% af Generation Z bruger nemlig teknologi som en daglig del af deres hverdag – og mange af dem har allerede mere erfaring med programmering og teknologi end den øvrige arbejdsstyrke. Derfor har Generation Z også potentialet til at skubbe den digitale innovationen på arbejdspladserne og skabe nye muligheder i teknologi.

Ingen svage led eller spild i forsyningskæderne

De miljømæssige konsekvenser af global handel og produktion vil komme langt mere i centrum i 2019 og årene frem. Bæredygtighed, genbrug og cirkulær økonomi bliver ikke blot noget, der forventes af ansvarlige virksomheder: Det bliver en decideret konkurrenceparameter, når den miljøbevidste forbruger køber ind. Vi vil derfor se virksomheder, der omstiller deres forretning til bæredygtig produktion – fordi det ganske enkelt er god forretning. Her vil blockchain-teknologien spille en vigtig rolle, fordi virksomheder kan skabe langt bedre forsyningskæder med blockchain ved at skabe langt bedre tillid mellem afsender og modtager.

Samlet set har der aldrig været et bedre tidspunkt i historien for it og teknologianvendelse. Vores samfund – og i særdeleshed det danske – tager de nye teknologier til sig i en grad, der får mine amerikanske kollegaer til at spærre øjnene op. Og jeg er sikker på, at de nye teknologier i 2019 vil blive godt modtaget på tværs af de fem generationer.

Om forfatteren: Christian Riise

Christian Riise er kommunikations- og marketingdirektør i Dell Technologies Danmark. Han arbejder på tværs af både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for at styrke Dell Technologies’ position på det danske marked.