En stilling som graduate – et fastrack til din professionelle udvikling hos Dell EMC

I Dell EMC har vi et graduate-program, som er skræddersyet til dig, som har professionelle ambitioner om at udvikle en karriere inden for teknologi, skabe et internationalt netværk og få medansvar fra dag ét.

Til dagligt leder jeg 12 tekniske presales managers på tværs af Norden, og det team består også af medarbejdere i vores GSAP (graduate)-program. Programmet er en særlig måde at blive sluset ind i teamet og Dell EMC på, hvilket fortjener et blogindlæg. Og hvem er bedre egnet til at fortælle om vores GSAP-program end to personer, som tidligere har været en del af det.

Men først – hvad er det, som man typisk beskæftiger sig med i mit team. Helt enkelt er det at hjælpe kunder med at vælge de rette it-løsninger til at understøtte deres forretnings behov. Langt de fleste virksomheder gennemgår i dag en digital transformation. Derfor er it er en vigtig del af forretningen hos vores kunder og dermed også de løsninger, som vi leverer.

Maria Mohr, Systems Engineer – London
“For mig har GSAP givet nogle fede internationale udviklingsmuligheder, og det er fra dag ét. Jeg blev for eksempel sendt på 8 ugers Bootcamp i Boston sammen med en gruppe andre GSAP’ere fra hele verdenen. Udover det fik jeg mulighed for at være en del af vores interne netværk Women in Action ved siden af mit daglige arbejde, hvilket har ført til nogle internationale bekendtskaber, som gør, at jeg i dag er Systems Engineer i London. En mulighed, som er opstået grundet GSAP-programmet.

Som en del af programmet fik jeg også en mentor, som havde kontakter ind i forskellige dele i organisationen. Da jeg ytrede mit ønske om at gøre karriere i udlandet, sørgede hun for, at jeg blev sat i forbindelse med de relevante personer.

Det, at jeg startede i Danmark, var noget særligt, fordi jeg i det danske team kom ud til kunderne fra dag ét og blev inddraget i det daglige arbejde. Det gjorde mig i stand til at gå til kunderne med stor naturlighed og håndtere alle aspekter af det at arbejde med kunder. Det er ikke på samme måde nu, hvor jeg er i London. Fordi teamet i Danmark har den størrelse, det har, oplever man en agilitet. Derudover er der nogle mere erfarne kollegaer, som er rigtig dygtige til at tage hånd om dig. Du bliver udfordret, men ikke i et omfang hvor du falder ud over klippen.

Tiden i Boston var en uforglemmelig oplevelse, hvor jeg aldrig har oplevet at rykke mig så meget fagligt og personligt på så kort tid. Det er så intensivt, og man kommer hjem og tænker: Hold da op, der er godt nok sket noget.”

Jonas Sødergran, Systems Engineer – København
“GSAP-programmet er en dedikeret måde at få træning, blive udviklet og have adgang til viden – du kommer ind i branchen via ekspresterminalen. Du får et træningsprogram og et vidensniveau, som er optimeret på en sådan måde, at du bliver ekspert på området på rekordtid. Jeg kom fra et studie, hvor jeg til at starte med gik på Wikipedia, da mange tekniske betegnelser var fremmede for mig, til så nogle måneder senere at kunne tage en samtale med en kunde om deres cloudplatform.

Det er en udviklingskurve, men du har hele tiden folk omkring dig til at støtte dig samtidig med, at du præger din egen karriere og hvad du gerne vil fokusere på. For mig har det eksempelvis været big data, hvor jeg har fået støtte til at definere min karrieresti den vej.

Derudover er det sociale et stort aspekt. Der er automatisk tillid imellem GSAP’ere – det er et socialt netværk på tværs af landegrænser. Når du kommer ind i sådan et program, står du med andre, der er i samme situation som dig, og det gør, at man har nogle at støtte sig op af, hvorfor man aldrig er alene om de ting, man gennemgår.”

Lidt om stillingen
Som graduate hos Dell EMC får du altså en stor mængde intensiv træning, hvor der særligt fokuseres på vores tilgang til salgsmetodologi samt de løsninger, som vi tilbyder Dell EMC’s kunder. Den viden, du opnår, kan du derefter tage med hjem, hvor du vil være i stand til at hjælpe vores sælgere og kunder med at definere de rette løsninger til at understøtte de behov, som deres forretning måtte have.

Har du spørgsmål til GSAP-programmet, er du altid velkommen til at kontakte mig på Simon.Nielsen@dell.com.
Hold øje med vores karriereside for flere stillinger her.

Simon Nielsen, Commercial Presales Manager for Dell i Norden

Om forfatteren: Simon Nielsen

Simon leder i dag det nordiske team af Account Systems Engineers (Danmark, Finland, Norge og Island). Sammen med sit team har han det øverste tekniske ansvar for de digital- og it-transformationsløsninger, som Dell EMC leverer til vores kunder i norden. Simon har været ansat hos Dell EMC i fem år, hvor han har besiddet forskellige roller – alt inden for specifik kundeportefølje, partnersamarbejde og ledelse – dette altid med en teknisk vinkel.