Dell Technologies’ Pride-gruppe sætter fokus på vigtigheden af Allyship

I Dell Technologies har vi gennem en lang årrække haft fokus på diversitet og inklusion gennem talrige initiativer. Ét af dem er vores danske medarbejdergruppe Pride, der arbejder for at skabe inklusion, åbenhed og forståelse for de forskelligheder, vi har.

I forbindelse med Copenhagen Pride har Pride-gruppen sat fokus på LGBTQ+, hvilket i høj grad skinner igennem på Dell Technologies’ danske kontor i København.

”Vi har virkelig pyntet op til fest. Der er regnbueflag over alt. Det er næsten for meget,” fortæller en grinende Eva Kirkegaard, der er Data Center Sales Executive hos Dell Technologies i Danmark.

Sammen med Lioba Brand, der er Sales Coach hos Dell Technologies, leder de to i fællesskab den danske Pride-gruppe. Og i år har det været ekstra vigtigt for gruppen at benytte den årlige begivenhed til at sætte fokus pride.

”De seneste to år har vi ikke kunne fejre priden på grund af COVID-19 restriktioner. Nu er vi alle tilbage på kontoret og kan i løbet af ugen samles til både vores egne arrangementer, men også det store prideoptog. Derfor har gruppen også arbejdet på at skabe meget mere synlighed i år,” fortæller Lioba Brand, og Eva Kirkegaard supplerer:

”Stemningen på kontoret er helt fantastisk, og vi er så glade for og stolte over, at alle – herunder både Dell Technologies, vores kolleger og ledere – bakker op om mangfoldighed og inklusion. Alle bærer pride-armbånd, når de er på kontoret, og det er skønt at se”.

En god allieret
Den danske Pride-gruppes fokus vil fremover også inkludere Allyship. Det handler om, hvordan venner, familie, kolleger og bekendte til en LGBTQ+-person kan være støttende og inkluderende.

”Mange vil måske spørge, hvorfor vi stadig markerer pride i Danmark, når vi nu er kommet så langt, at LGBTQ+-personer i høj udstrækning har samme rettigheder som andre. Men for os handler det om, at det stadig er en opgave at få alle til at føle sig tilpas som den, de er. Derfor er det stadig vigtigt, at vi har fokus på at få folk omkring LGBTQ+-personer til at være inkluderende, forstående og støttende,” forklarer Lioba Brand.

Ifølge Eva Kirkegaard er det vigtigt at få omverden til at være mere åbne og støttende over for LGBTQ+-miljøet – også selvom de ikke ser sig selv som en del af det.

”Vi vil fremover holde events, hvor vi fortæller, hvordan man kan være en god forælder, kollega eller ven til en LGBTQ+-person. Et eksempel på denne form for inklusion er, at folk får mere viden om, hvorfor nogle ønsker at have bestemte personlige pronominer, som de/dem/deres, hun/hende/hendes eller hen/hem/hens. Vi vil fortælle, hvorfor noget, der kan virke så ubetydelige for nogle, faktisk kan være meget vigtig for en LGBTQ+-person,” fortæller Eva Kirkegaard.

En stor fest med kollegerne
Udover de mange begivenheder hos Dell Technologies i løbet af prideugen håber den danske Pride-gruppe at møde en masse af deres kolleger til det store optog, der markerer afslutningen på Copenhagen Pride.

”En del af vores kolleger vil gå med os i optoget, men vi ved også, at en del vil stå langs ruten. For os er det jo virkelig indbegrebet af Allyship. Det bliver hyggeligt og en stor fest – sådan vil vi nemlig gerne have alle vores arrangementer i Pride-gruppen er,” afslutter Lioba Brand.

Om forfatteren: Christian Riise

Christian Riise er kommunikations- og marketingdirektør i Dell Technologies Danmark. Han arbejder på tværs af både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for at styrke Dell Technologies’ position på det danske marked.