Danske virksomheder skal arbejde smartere – ikke hårdere

Mantraet Work Smarter, Not Harder er måske en smule fortærsket, men det har faktisk aldrig været mere relevant end netop nu, hvor et væld af nye teknologier ser dagens lys. OECD’s rapport Economic Outlook slår fast, at der kun er to kilder til fremtidig vækst i Danmark: Enten arbejder vi mere, eller også arbejder vi smartere. De fleste medarbejdere med et fuldtidsarbejde er formodentlig ikke interesseret i at arbejde endnu mere. Derimod er det vores erfaring i Dell Technologies, at alle medarbejdere gerne vil kunne arbejde smartere og mere effektivt i den tid, der nu engang er til rådighed.

Vejen til øget effektivitet på de danske arbejdspladser er ikke noget, der sker fra dag til dag. Det tager tid og kræver løbende justeringer og forbedringer. Heldigvis kan teknologi hjælpe virksomhederne med at gøre medarbejderne endnu mere produktive. Generelt har vi taget den digitale tidsalder til os i privatlivet med smart-tv, smartphones, digitale assistenter, gaming og meget andet. Virksomhederne skal derfor passe på ikke at sakke agterud på teknologifronten i forhold til medarbejdernes voksende forventninger. En Dell Technologies-undersøgelse viser nemlig, at blandt de yngste generationer på arbejdsmarkedet, siger ni ud af ti, at virksomhedernes teknologianvendelse har indflydelse på deres valg af arbejdsplads.

Bliv bedste venner med din it-medarbejder

Der er derfor flere gode grunde til, at man bør have et øget fokus på at anvende den bedste teknologi, der kan gøre medarbejderne mere produktive. Virksomhederne skal dog være opmærksomme på en række faldgruber, når de investerer i ny teknologi. Erfaringer viser nemlig, at ny teknologi ikke nødvendigvis gør medarbejderne mere effektive. Det kan ovenikøbet have den modsatte effekt.

Virksomheder, der investerer i nye teknologiløsninger, der f.eks. ikke fungerer med de nuværende teknologier, vil opleve nedetid og spildtid. Mange kan måske nikke genkendende til situationen, hvor webmøder bliver udsat, aflyst eller fungerer dårligt på grund af manglende kompatibilitet eller forkert opsætning. Pludselig spilder man ikke blot sin egen tid men måske også en håndfuld kollegers tid.

Skal man undgå situationer som denne, er det nødvendigt at lave en plan over, hvilke nye værktøjer der skal til for, at man ser et afkast i medarbejdernes produktivitet. I denne fase er det især vigtigt at tage it-afdelingen med på råd.

Start med de hurtige gevinster – nemlig møderne

Et sted, hvor de fleste nok har prøvet at spilde tiden, er i mødelokalet eller i en mødesituation. Hvor ofte har man ikke oplevet mødeforsinkelser som følge af forkert brug af teknologien, manglende adaptere, PowerPoint-præsentationer, der pludselig får et forkert format via projektoren. Udover at være frustrerende kan it-bøvl potentielt lægge en dæmper på resten af det, der skulle have været et inspirerende og engagerende møde. Faktisk viser en undersøgelse, at medarbejdere i gennemsnit spilder 15 minutter per konferenceopkald – bare på at komme i gang. Det er både tankevækkende og skræmmende.

Værktøjer til kommunikation og samarbejde er i dag så veludviklede, at de kan bruges af alle – uanset teknologiske færdigheder. F.eks. kan integrerede konferenceløsninger sikre, at medarbejderne kan holde kontakten og arbejde sammen via fx Skype uanset, hvor de befinder sig. Og i mødelokalerne kan interaktive skærme erstatte de klassiske whiteboards med de manglende eller udslidte tuscher. Der er tale om værktøjer, der kan benyttes af alle og sætte gang i medarbejdernes kreative udfoldelser.

Hjemmearbejde øger medarbejdereffektivitet

Mange virksomheder giver medarbejderne mulighed for hjemmearbejdsdage – og ikke uden grund. Både danske og udenlandske undersøgelser viser nemlig, at medarbejdere er mere produktive i hjemmet end på kontoret. Det kræver selvfølgelig, at virksomhederne investerer i de rette teknologier og værktøjer, så medarbejderne kan arbejde uanset, hvor de befinder sig. Det kan være samarbejdsværktøjer og produktivitetsværktøjer som f.eks. Workspace One, Slack og mange andre.

Effektivt hjemmearbejde forudsætter selvfølgelig, at der er en god og sikker adgang til virksomhedens data fra de mobile enheder og arbejdspladser – herunder kryptering, VPN, 2-faktor-sikkerhed mv. Det er nemlig essentielt, at medarbejderne ikke oplever nogen forskel på at arbejde hjemmefra fremfor på kontoret. Derfor er det en rigtig god idé at gå efter en løsning, hvor it-afdelingen nemt kan sende opdateringer ud til brugerne eller supportere dem på distancen, så de ikke absolut skal forbi kontoret.

Øget produktivitet og vækst kommer ikke af sig selv. Der skal arbejdes med målrettede indsatser. De virksomheder, der formår at tænke teknologi og værktøjer helt ind i de daglige arbejdsprocesser, vil opnå de største fordele – både i forhold til at tiltrække og fastholde medarbejdere og i forhold til at nå mere på mindre tid. Det er da smart.

Du kan læse mere om, hvordan Dell Technologies kan hjælpe med at transformere din arbejdsplads og øge effektiviteten blandt medarbejdere her.

Ønsker du at få indsigt og inspiration fra vores eksperter leveret direkte til din indbakke, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Om forfatteren: Anders Bækgaard